For 7. år i træk blev der afholdt Ishøj Harmonika Festival i weekenden i uge 23 nede på Ishøj Tange. Festivalen var godt besøgt hele weekenden, og da det var lidt køligere, end vi har haft det de tidligere år, fandt vi en ekstra trøje og et tæppe frem, da vi nåede aftenen.
I løbet af weekenden har vi blandt andet haft fornøjelsen af Svetlana og Vladimir, der kommer fra Rusland. Og fra sverige kom blandt andet TRI & Scala, Svedala Dragspelsklub og Staffanstorp Dragspelsklub. Igen i år havde vi fornøjelsen af en del unge harmonikaspillere. Heriblandt var Pernille Olsen fra Kalundborg, som har vundet Nordvestsjællands Talentpris 2009. Bellow Band fra Kalundborg var også udelukkende børn og unge der underholdt med blandt andet Chicken Cha Cha og en Disneymelodi, hvor udklædningen kom frem i form af en kappe og pandebånd. Østsjællands Harmonikaorkester var også med på løjerne og havde klædt sig ud som indianere, mens de spillede Colour of the Wind fra Pocohontas.
Den 16. årige Julie Schade, der er blevet indstillet til at deltage i Coupe Mondiale (VM) for Juniorer i New Zealand til august, havde vi også fornøjelsen af at høre. Denne gang var hun på scenen med sine 2 mindre søskende Rasmus og Marie, og sammen gjorde de tre det rigtig underholdende.
Har man et tæppe og lidt varmt tøj er det absolut en rigtig god oplevelse at blive til sidste indslag. Lørdag aften skulle Søren Brix og Kristian Rusbjerg slutte af, og det blev gjort med manér. For udover selv at give et par rigtig gode numre, så fik de også andre på scenen. Nogen de var faldet i snak med i løbet af weekenden. Det resulterede i, at Buzor Nenic, som ellers var på vej hjem fra Ærø Harmonika Festival, lige slog et smut forbi Ishøj og deltog sammen med Pernille Olsen og vores 2 russiske
gæster Svetlana og Vladimir. Udover harmonikaerne havde de Mogens Bækgaard på kontrabas og Patrick Fust på trommer. Denne nyopståede gruppe spillede blandt andet Wiggen og Amerikansk træskopolka. De gav den alt, hvad den kunne trække og publikum var meget imponerede.
Som noget nyt i år introducerede vi søndag en Børnetime, hvor blandt andet alle børnehavebørn i Ishøj var inviteret ned til lidt sanglege som blev akkompagneret af 2 harmonikaer og 1 guitar, mens vi blandt andet sang Hjulene på bussen, Alle de mange Mus, Buggie Woggie og mange andre. Børnene og de voksne hyggede sig rigtig godt.
Herefter tog gruppen BlokMonika over på scenen. Det er et børneorkester fra Ishøj Musikskole, der er sammensat af spillere på blokfløjter og harmonika. De har kun spillet
sammen i et halvt år og på festivalen fik vi lov at høre 5 folkemusiknumre, som var virkelig flot spillet.
En stor tak skal lyde til alle de frivillige hjælpere, der har givet en hånd med i løbet af weekenden, og til de sponsorer der har hjulpet os.