Tirsdag den 16/11 var der elevscene på Kulturskolen. Der var 5 indslag. 2 af dem var med harmonika. Leyla spillede Bel Viso af Frosini og Nina Eriksen spillede 2 danske børnesang Indianersang og Min har den har tre buler. Nina Eriksen
Fredag den 29. oktober var der indvielse af den nye Ishøj Kulturskole. Det skete ved et åbent hus arrangement med koncerter forskellige steder i huset. Ishøj Harmonika Orkester stod for underholdningen i det ene af lokalerne. Ishøj Harmonika Orkester. Billedet er taget af Ishøjs forhenværende borgmester Per Madsen
I dagene 6. til 11. oktober havde DHL arrangeret en tur til Castelfidardo i Italien. Bodil Petersen fra klubben deltog. Nedenfor følger Bodils beretning fra turen:
”Dedicato a chi ama fare musica e a chi l’ascolta con passione”
(Dedikeret til dem, der elsker at spille musik, og til dem, der lytter med lidenskab)
Forestil jer at komme gående ned af hovedgaden i Castelfidardo. Fra alle hjørner, huse og butikker lyder der musik – harmonikamusik! Det er en fantastisk oplevelse.
I en uge her i oktober måned omdannes denne lille italienske bjergby ( der har en ca. 20.000 indbyggere) til et drømmeland for harmonikanørder. Her foregår nemlig ”FIF”- Festival Internationale Fisharmonika, en festival med konkurrencer på verdensniveau i alle kategorier, solister, grupper og orkestre, samt en række koncerter med kunstnere fra hele verden og med de vindende solister og grupper.
Udsigten fra Castelfidardo – Det er Adriaterhavet i baggrunden.
DHL havde i år arrangeret en tur hertil og den 6. oktober drog 41 forventningsfulde personer af sted fra Kastrup. Det var en meget blandet gruppe, – unge og mindre unge, erfarne spillere og mindre erfarne, – dog ens for alle var interessen og lysten til at høre musikken fra ”vores” instrument, samt til at vide noget mere om det.
Det blev der rig lejlighed til. Allerede dagen efter ankomsten var der arrangeret besøg på flere forskellige harmonikafabrikker. Jeg havde valgt Ballone Burini (hvor min egen harmonika jo er lavet!) samt Beltuna. På Beltuna ventede Rudolf fra Accordion House med sin kone Mette, og gav os en fin rundtur med forklaringer igennem hele værkstedet.
Rudolf og Mette på Beltuna
På Ballone Burini var der derimod ingen guide, og Alfred (Renner,- så ved I nok, hvem det er, ikke?) fik overtalt Connie, min gamle veninde og rejsefælle, til at tolke fra engelsk til dansk. Vi blev modtaget af en af sønnerne, Fabio Ballone Burini, der dog hurtigt fandt ud af, at Connie også kunne italiensk ( hun er italiensk korrespondent!) , og så kan det ellers nok være, at Connie kom på arbejde. Der var jo rigtig mange fagudtryk, og det skete mere end en gang at hun råbte:” Hjælp mig, Bodil, hvad er det nu det hedder?”. Men godt gået Connie, – du klarede det flot!
Connie tolker for Fabio Ballone Burini, - Alfred kigger interesseret til.
Det var meget spændende at se hele processen i harmonikaværkstederne. Det er et fantastisk håndværk, som hele byen arbejder med på en eller anden måde. På Beltuna talte jeg med en noget ældre herre, som havde arbejdet der i 60 år!! Jeg troede, jeg havde hørt forkert, og måtte spørge igen. Jo da, det var rigtigt nok, han var startet som 11-årig, og var nu 71! Han rystede lidt på hænderne, men lavede nogle fine ting. Der kan man virkelig tale om at beholde ’det grå guld’ på arbejdspladsen.
Fredag formiddag startede konkurrencerne hvor ”vores” Julie Schade skulle spille. En stor gruppe danskere havde fundet vej til auditoriet, hvor hendes gruppe skulle i ilden, bare for at høre hende og vise hende støtte og opbakning. Hun er fantastisk dygtig, men var desværre op imod nogle endnu dygtigere unge mennesker, – fortrinsvis kinesere, – så hun endte med at blive nummer 7, hvilket er en flot placering i det selskab.
Vi hørte mange fantastiske solister og grupper i løbet af de tre dage. Oplevelserne er stadig slet ikke bearbejdede ,- det var jo amatører på verdensniveau!
Der blev også tid til en udflugt til nabobyen Loreto, hvor Freddy tog et billede af Connie og mig.
Om aftenen var der også musik overalt i byen, så tiden blev ikke brugt på at sove!
Det var jo også rart med lidt socialt samvær med de øvrige i rejseselskabet, så jeg tror nok, at der blev drukket en del Verdicchio ( den lokale vin!) og et par flasker italiensk/ tysk/ dansk eller andet ØL!!
Lørdag aften var hele gruppen inviteret på middag af BELTUNA. Det foregik i et stort lokale, måske en kantine, hvor flere grupper fra andre lande foruden vores danske, fik middag med vin og en uforglemmelig underholdning af meget dygtige harmonikaspillere. De viste at, hvad deres harmonikaer kunne – spille- og lydmæssigt, og selv om alle vidste, at det var en ’reklameaften’, så var det samtidig så hyggeligt, at det ikke gjorde noget. Alle nød den gode stemning og det gode harmonikaspil!
Et lille dansk indslag var Kenneth og Thomas fra Jylland, som tilfældigt var i byen, og som bl. a. spillede god dansk spillemandsmusik for alle italienerne.
Til slut vil jeg lige nævne det lille harmonikamuseum, der findes i byen. Her kan man se hele harmonikaens historie, – mærkelige harmonikaer, kæmpeharmonikaer og nogle så små, at man synes, det må være umuligt at spille på dem. Her var der naturligvis også levende musik, en pragtfuld ældre herre gik rundt og sørgede for den rette stemning og spillede glad og gerne sammen med de, der havde lyst!
Stemning fra harmonikamuseet
Det var en dejlig tur. Jeg vil slutte med at citere Mogens Bækgaard, som pludselig stod med et stort grin midt på hovedgaden,: ” Alle harmonikaspillere bør mindst en gang i deres liv tage til Castelfidardo!” Han var der selv for tredje gang.
Og hvis muligheden byder sig for mig en gang til, så hopper jeg helt sikkert på. Den oplevelse vil jeg gerne have igen!!
Ishøj Harmonika Klub deltog igen i år på Harmonikatræffet i Jyderup. Ensemblet spillede på den store scene, mens kluborkestret spillede i cafeteriateltet.
Der var stor publikumstilstrømning og højt humør, ikke mindst da den gamle harmonikaveteran Lille-Palle gav koncert, og denne gang havde fundet på at vise tilhørerne, hvor besynderligt og skørt det kan lyde, når man spiller for eksempel gamle harmonikaklassiskere på de nyeste elektroniske harmonikaer fra Roland. Det var meget festligt og stemningen var god.
Igen i år har vi haft besøg af svenske grupper bl.a. fra Staffanstorp og Svedala. Fra Norge besøgte duoen Stian Aase og Lars Royseng os. De er et par meget dygtige unge mennesker, der ligesom andre kan skabe en god stemning ved enhver festival.
Igen i år have vi besøg f Kristian Rusbjerg, Søren Brix og Mogens Bækgaard, der i løbet af det sidste år har fået stablet en CD på benene “The R’n’B Project”. Kristian og Søren har spillet sammen i 4 år, men de leverer et rigtig flot musikalsk indslag.
Ligeså havde vi også Pernille Olsen på scenen og hun havde fået Kristian Bækgaard med på bas i år, det var også et rigtig flot indslag.
Vejret i år var lidt mere ustadig end vi ellers tidligere har oplevet, men det hav jo også nogen sjove episoder vi kan tænke tilbage på. Blandt andet var det allerede fredag aften lykkedes at grave ølvognen fri efter at den var kørt fast i den mudrede jord på vej til festivalpladsen.
For 7. år i træk blev der afholdt Ishøj Harmonika Festival i weekenden i uge 23 nede på Ishøj Tange. Festivalen var godt besøgt hele weekenden, og da det var lidt køligere, end vi har haft det de tidligere år, fandt vi en ekstra trøje og et tæppe frem, da vi nåede aftenen.
I løbet af weekenden har vi blandt andet haft fornøjelsen af Svetlana og Vladimir, der kommer fra Rusland. Og fra sverige kom blandt andet TRI & Scala, Svedala Dragspelsklub og Staffanstorp Dragspelsklub. Igen i år havde vi fornøjelsen af en del unge harmonikaspillere. Heriblandt var Pernille Olsen fra Kalundborg, som har vundet Nordvestsjællands Talentpris 2009. Bellow Band fra Kalundborg var også udelukkende børn og unge der underholdt med blandt andet Chicken Cha Cha og en Disneymelodi, hvor udklædningen kom frem i form af en kappe og pandebånd. Østsjællands Harmonikaorkester var også med på løjerne og havde klædt sig ud som indianere, mens de spillede Colour of the Wind fra Pocohontas.
Den 16. årige Julie Schade, der er blevet indstillet til at deltage i Coupe Mondiale (VM) for Juniorer i New Zealand til august, havde vi også fornøjelsen af at høre. Denne gang var hun på scenen med sine 2 mindre søskende Rasmus og Marie, og sammen gjorde de tre det rigtig underholdende.
Har man et tæppe og lidt varmt tøj er det absolut en rigtig god oplevelse at blive til sidste indslag. Lørdag aften skulle Søren Brix og Kristian Rusbjerg slutte af, og det blev gjort med manér. For udover selv at give et par rigtig gode numre, så fik de også andre på scenen. Nogen de var faldet i snak med i løbet af weekenden. Det resulterede i, at Buzor Nenic, som ellers var på vej hjem fra Ærø Harmonika Festival, lige slog et smut forbi Ishøj og deltog sammen med Pernille Olsen og vores 2 russiske
gæster Svetlana og Vladimir. Udover harmonikaerne havde de Mogens Bækgaard på kontrabas og Patrick Fust på trommer. Denne nyopståede gruppe spillede blandt andet Wiggen og Amerikansk træskopolka. De gav den alt, hvad den kunne trække og publikum var meget imponerede.
Som noget nyt i år introducerede vi søndag en Børnetime, hvor blandt andet alle børnehavebørn i Ishøj var inviteret ned til lidt sanglege som blev akkompagneret af 2 harmonikaer og 1 guitar, mens vi blandt andet sang Hjulene på bussen, Alle de mange Mus, Buggie Woggie og mange andre. Børnene og de voksne hyggede sig rigtig godt.
Herefter tog gruppen BlokMonika over på scenen. Det er et børneorkester fra Ishøj Musikskole, der er sammensat af spillere på blokfløjter og harmonika. De har kun spillet
sammen i et halvt år og på festivalen fik vi lov at høre 5 folkemusiknumre, som var virkelig flot spillet.
En stor tak skal lyde til alle de frivillige hjælpere, der har givet en hånd med i løbet af weekenden, og til de sponsorer der har hjulpet os.
Som en fast tradition spiller vi på Restaurant Hummeren weekenden før vores festival. Vejret var igen i år helt i top, og der var godt besøgt. Da vi manglede en nøglespiller i orkesteret, startede Gitte med at spille solo blandt gæsterne, men da alle først var på plads, gik det rigtig godt med underholdningen. Efterfølgende var orkesteret inviteret hjem til grillmad hos Finn og det var en meget hyggelig eftermiddag.
Ishøj Harmonika Festival 2008 er nu godt overstået. Det var nummer 6 i rækken og igen i år blev det en dejlig musikalsk oplevelse, som strakte sig fra fredag
aften kl. 18.00 over lørdagen til søndag kl. 16.00.
Festivalen var godt besøgt af glade tilhørere og de frivillige hjælpere i boderne fortæller, at de har haft et rigtig godt salg, Det gik dog lidt trægt med isen fredag aften, som var et nyt tiltag, men i løbet af lørdag og søndag blev det heldigvis godt isvejr.
Dejligt vejr, mange nye harmonikaspillere på scenen, og mange kendte spillere, nogle mere kendte end andre. Jo, det blev endnu engang en fantastisk festival.
Som afslutning på sæsonen 2007 blev der afholdt en lille hyggelig koncert i Ishøj Kirke. Koncerten bød på en lang række julenumre fra både orkesteret og ensemblet.
Dette arrangement var dog ikke det sidste for Ensemblet som også deltog ved Ishøj Musikskoles julekoncert i Vejleå Kirke dagen efter.
Den 2. november var der kulturnat i Ishøj. I den forbindelse var Ishøj Harmonika Ensemble blevet inviteret
op til Torsbo Vandværk, hvor vi sammen med Ice Glory skulle underholde den time, hvor der var åbent hus.
Der var gratis bus til og fra Ishøj Bycenter og arrangementet var godt besøgt. Det var en rigtig hyggelig time, hvor der blev skiftet mellem harmonikaspil og gospelsang.
Så kunne vi også nå at få varmen i fingeren igen, for der var meget koldt i lokalet.
Det kom godt nok noget bag på os, at en hyggelig stemning betød, at vi skulle spille i mørke kun med levende lys. Vi fik dog et par lamper tændt i den ene ende af lokalet, og så gik det lige.
Vores repertoire lå i den lidt stille genre med bl.a. Junglebogen, Yesterday og Sound of Silence, da de meget rytmiske melodier ikke fungerer i den akustik, som lokalet byder på.
Strandparken tog sig ud fra sin aller flotteste side igen i år og dannede den perfekte ramme for Ishøj Harmonika Festival 2007.
3 skønne dage med høj sol masser af god musik og glade gæster. Som forsangeren fra Amagers Glade Gårdmusikanter sagde: “Det er svært at synge og være sur samtidig.”
Der blev leveret musik i alle genre, traditionel harmonikamusik – jazz- blues m.m. Generelt for alle orkestre og
solister var det musik af høj kvalitet.
I år havde vi den glæde at kunne præsentere Julie og Rasmus Schade, der jo hører til den unge generation. De havde allerede øvet sig rigtig mange timer, det kunne vi da hører. Samtidig med at de havde en god portion overskud til lidt jokes mellem stykkerne.
Det er 5. gang Ishøj Harmonika Klub har afholdt festival, og denne er nok den bedst besøgte. Stille og roligt har festivalen udviklet sig og blevet en fast sommerattraktion
i Ishøj Kommune.
Vi ser frem til Ishøj Harmonikafestival 2008, som igen vil være at finde på Tangen i Ishøj Strandpark i weekenden 6.-8. juni.
Ishøj Harmonika Klub takker alle, som var med til at hjælpe til med alt det praktiske. Nogle solgte mad – andre øl og vand, nogle bagte lækre kager og alle ryddede op.
Tak til jer alle, uden den hjælp kan et sådant arrangement ikke gennemføres.