Videoen er optaget af Alex Jensen.

Foto: Andreas Borch-Hansen

Derefter var der en omgang banko inden Ensemblet indtog scenen.

”Dedicato a chi ama fare musica e a chi l’ascolta con passione”
(Dedikeret til dem, der elsker at spille musik, og til dem, der lytter med lidenskab)

Forestil jer at komme gående ned af hovedgaden i Castelfidardo. Fra alle hjørner, huse og butikker lyder der musik – harmonikamusik! Det er en fantastisk oplevelse.
I en uge her i oktober måned omdannes denne lille italienske bjergby ( der har en ca. 20.000 indbyggere) til et drømmeland for harmonikanørder. Her foregår nemlig ”FIF”- Festival Internationale Fisharmonika, en festival med konkurrencer på verdensniveau i alle kategorier, solister, grupper og orkestre, samt en række koncerter med kunstnere fra hele verden og med de vindende solister og grupper.

DHL havde i år arrangeret en tur hertil og den 6. oktober drog 41 forventningsfulde personer af sted fra Kastrup. Det var en meget blandet gruppe, – unge og mindre unge, erfarne spillere og mindre erfarne, – dog ens for alle var interessen og lysten til at høre musikken fra ”vores” instrument, samt til at vide noget mere om det.
Det blev der rig lejlighed til. Allerede dagen efter ankomsten var der arrangeret besøg på flere forskellige harmonikafabrikker. Jeg havde valgt Ballone Burini (hvor min egen harmonika jo er lavet!) samt Beltuna. På Beltuna ventede Rudolf fra Accordion House med sin kone Mette, og gav os en fin rundtur med forklaringer igennem hele værkstedet.

På Ballone Burini var der derimod ingen guide, og Alfred (Renner,- så ved I nok, hvem det er, ikke?) fik overtalt Connie, min gamle veninde og rejsefælle, til at tolke fra engelsk til dansk. Vi blev modtaget af en af sønnerne, Fabio Ballone Burini, der dog hurtigt fandt ud af, at Connie også kunne italiensk ( hun er italiensk korrespondent!) , og så kan det ellers nok være, at Connie kom på arbejde. Der var jo rigtig mange fagudtryk, og det skete mere end en gang at hun råbte:” Hjælp mig, Bodil, hvad er det nu det hedder?”. Men godt gået Connie, – du klarede det flot!

Det var meget spændende at se hele processen i harmonikaværkstederne. Det er et fantastisk håndværk, som hele byen arbejder med på en eller anden måde. På Beltuna talte jeg med en noget ældre herre, som havde arbejdet der i 60 år!! Jeg troede, jeg havde hørt forkert, og måtte spørge igen. Jo da, det var rigtigt nok, han var startet som 11-årig, og var nu 71! Han rystede lidt på hænderne, men lavede nogle fine ting. Der kan man virkelig tale om at beholde ’det grå guld’ på arbejdspladsen.
Fredag formiddag startede konkurrencerne hvor ”vores” Julie Schade skulle spille. En stor gruppe danskere havde fundet vej til auditoriet, hvor hendes gruppe skulle i ilden, bare for at høre hende og vise hende støtte og opbakning. Hun er fantastisk dygtig, men var desværre op imod nogle endnu dygtigere unge mennesker, – fortrinsvis kinesere, – så hun endte med at blive nummer 7, hvilket er en flot placering i det selskab.
Vi hørte mange fantastiske solister og grupper i løbet af de tre dage. Oplevelserne er stadig slet ikke bearbejdede ,- det var jo amatører på verdensniveau!

Om aftenen var der også musik overalt i byen, så tiden blev ikke brugt på at sove!
Det var jo også rart med lidt socialt samvær med de øvrige i rejseselskabet, så jeg tror nok, at der blev drukket en del Verdicchio ( den lokale vin!) og et par flasker italiensk/ tysk/ dansk eller andet ØL!!
Lørdag aften var hele gruppen inviteret på middag af BELTUNA. Det foregik i et stort lokale, måske en kantine, hvor flere grupper fra andre lande foruden vores danske, fik middag med vin og en uforglemmelig underholdning af meget dygtige harmonikaspillere. De viste at, hvad deres harmonikaer kunne – spille- og lydmæssigt, og selv om alle vidste, at det var en ’reklameaften’, så var det samtidig så hyggeligt, at det ikke gjorde noget. Alle nød den gode stemning og det gode harmonikaspil!

Til slut vil jeg lige nævne det lille harmonikamuseum, der findes i byen. Her kan man se hele harmonikaens historie, – mærkelige harmonikaer, kæmpeharmonikaer og nogle så små, at man synes, det må være umuligt at spille på dem. Her var der naturligvis også levende musik, en pragtfuld ældre herre gik rundt og sørgede for den rette stemning og spillede glad og gerne sammen med de, der havde lyst!

Det var en dejlig tur. Jeg vil slutte med at citere Mogens Bækgaard, som pludselig stod med et stort grin midt på hovedgaden,: ” Alle harmonikaspillere bør mindst en gang i deres liv tage til Castelfidardo!” Han var der selv for tredje gang.

Og hvis muligheden byder sig for mig en gang til, så hopper jeg helt sikkert på. Den oplevelse vil jeg gerne have igen!!